Ej tæmmes kan

Engang så tæt
Nu så langt væk
En fri fugl
Der ikke var til at holde på
Alligevel så stor en plads i hjerte og sind
Hvornår vil den falde til ro?
Det evige spørgsmål jeg brændte op med
Troede at jeg havde evner til at tæmme
Det der ikke tæmmes kan
Eller skal
Nogle fugle er født til at flyve frie

Tænk tanken, hvis man engang igen løb på sådan en fugl
Den fugl
Efter at have fornægtet den eksistens i hjerte og sind
Kan man igen tænde den ild?
Jeg ved det ikke
Pladsen i mit hjerte er der stadig
Varmen, kommer ved tanker tilbage
Sindet har altid været hjemsøgt
Tankerne om hvad det kunne være blevet til, forstummede aldrig
Bare ignoreret i perioder
Og så alligevel...

Er det en drøm, et håb, et ønske, skæbnen eller et ensomt hjerte der stikker blår i øjne og sind?

Håbløs romantiker 2.0

Håbløs romantiker 2.0
Giver aldrig op, har altid håb
Den dag vil komme igen
Hvor jeg kan give dig, min eneste ene, et klem